FORTÆLLINGER FRA AFRIKA

I denne uge har Vilde Verden interviewet et ægtepar med to vidt forskellige historier. Niels Holstein fortæller om sin værste oplevelse i Tanzania, mens Katharina Knudt beskriver en picnictur i Kenya, der tog en uventet drejning. 

af Ditlev Holstein og Christian Heegaard Kongsøre

På picnic i Kenya 

”Det skete i Kenya. Jeg var på ferie med min mand og mine børn, og den dag var der fotosafari på programmet. Min mand var på tidspunktet på arbejde i Tanzania, så der var ikke andre tilstede end vores chauffør, Jacob, samt mine børn og jeg. Bilen var proppet med æg, kylling og meget andet, da vi søgte efter et sted at holde picnic i vildtreservatet Mazai Mara. Endelig fandt vi et stort træ at sidde ved, så der steg jeg ud af bilen, tog en pose med mad i den ene hånd og mine børn i den anden. Pludselig mærkede jeg et klask bagi. Det gjorde ikke ondt, så min umiddelbare tankegang var, at det var børnene, der havde gjort det. Jeg vendte mig mod dem og skulle lige til at skælde ud, da jeg mærker posen med mad blive revet ud af min hånd. Så så jeg den. Det var en udspekuleret bavian, der havde snuppet posen med mad efter at have brugt klasket som afledningsmanøvre. Jacob var hurtigt på pletten, og fik jaget den rundt med en kæp. Den var ikke let at fange, de løb rundt over det hele og bavianen gemte sig under en busk i nærheden. Til sidst lykkedes det ham at redde maden, der desværre var blevet ret sammenklasket efter postyret. Men bavianen var ekstremt påtrængende og blev ved, så det endte med at vi til sidst kørte videre ud i bushen og spiste i fred og fordragelighed der.

Synet af bavianen var lettere skræmmende. Ikke nok med at de har enorme hugtænder, men der gik også en historie om en mand, som havde fodret en bavian med chili. Bavianens flok var derefter kommet og slået manden ihjel. De er overhovedet ikke bange for mennesker. Jeg har også på et tidligere besøg i Kenya været ude for, at de havde sneget ind i mit telt og forsøgt at stjæle mine sko. Det er bavian nok til en livstid, synes jeg.”

Glem selen, red livet

Jeg var på en handels rejse i Sydafrika. Jeg skulle købe noget træ, som jeg ville sælge videre til Peru. De skulle bruge til elmaster. Jeg var oppe ved grænsen til Mozambique for at kigge på nogle skovområder der. Jeg skulle snart videre til den nærmeste lufthavn, for at flyve til Durban hvor jeg også skulle købe træ. Det var blevet aften før vi kom af sted imod lufthavnen. Aftenerne og nætterne i Sydafrika er ikke som de lyse sommer aftener herhjemme. Dernede bliver det hurtigt helt mørkt, og vi kunne ikke se længere en bilens lygter tillod foran os. Det var en fin motorvej, og turen gik foreløbigt uden problemer. Jeg sad oppe foran i bilen, på passager sædet, ved siden af chaufføren. Jeg havde en peruansk tekniker, fra det firma som jeg handlede med, med mig. Han sad omme bag i bilen. Da vi havde kørt i nogle timer, uden at der var sket noget spændende, blev mørket foran os på vejen, pludseligt et endnu mere uigennemtrængeligt mørke. Jeg nåede kun lige at tænke den tanke til ende, da der ud af ingen ting, virkede det som om, dukkede en stor lastbil op på vejen, som var væltet om på siden. Den var ikke mere end femten meter foran os da vi fik øje på den, og vi kørte med høj fart, så der var ingen mulighed for at bremse. Hvad der føltes som et sekund senere, hamrede vi lige ind i lastbilens førerhus. Jeg fik et kort glimt af de to der sad i førerhuset, før jeg selv blev slynget ud af mit sæde, ud gennem forruden på bilen og endte til sidst oppe på lastbilens kølerhjelm...

Da jeg kiggede rundt oppe fra kølerhjelmen kunne jeg konstatere at jeg havde været ekstremt heldig. Jeg var stort set ikke kommet noget til i min flugt i luften. Det eneste der var sket mig, var at jeg blødte fra mange sår i mit ansigt, fra de glasskår der havde ramt mig, da jeg røg igennem ruden. Udover det var jeg uskadt. Da jeg fik kravlet ned fra lastbilen, fandt jeg ud af, hvor heldig jeg egentlig havde været. Da vi havde kørt ind i lastbilens førerhus havde vi nemlig smadret det fuldstændig. De to i førerhuset var blevet knust, og jeg så legemsdele der var blevet kastet fra lastbilen ud i begge grøfter. Mere nåede jeg ikke at se, før at situationen eskalerede endnu mere. Vi var åbenbart ikke de eneste der ikke havde kunne se noget, for uden varsel kørte der to andre personbiler ind i siden på lastbilen, kort fra hvor jeg stod. Der var intet jeg kunne gøre for dem i bilerne, da begge biler krøllede fuldkommen sammen, og den ene brød ud i brand. Alle i de to biler døde ved sammenstødet, otte mennesker i alt, hvor 4 bestod af en børnefamilie med 2 voksne og to børn.

Jeg brugte den næste halve time, på at tage billeder af ulykken til forsikringsselskabet. Det var også først nu at jeg fandt ud af, hvorfor vi ikke havde set lastbilen før vi gjorde. Dens last havde været flere tons kul, og da den væltede, væltede det ud på vejen. Kullet havde genreret en sort sky, rundt om området hvor lastbilen var væltet. Overraskende nok, var jeg egentlig ikke så lamslået, som jeg måske burde have været. Måske var jeg i en form for chok, eller måske var det fordi, at jeg stadig koncentrerede mig om den handelsaftale jeg skulle lave næste dag. Efter en halv time, kom der ambulance folk til. Jeg havde dog på samme tur fået at vide af en af mine sydafrikanske venner, at man ikke skulle stole på de offentlige myndigheder i landet. Så jeg fik fat i en bil, hvorefter min chauffør, den peruanske tekniker og jeg tog til et privathospital i Victoria.

Næste dag tog jeg til mit aftalte møde, og da jeg havde bandager i hele ansigtet, gik mødet rigtig godt. Fordi skønt jeg egentlig ikke havde gjort noget heltemodigt, så blev det alligevel set sådan på det, af dem jeg handlede med, da jeg var taget til mødet, selvom jeg lige havde været ude for en ulykke. Så i sidste ende endte ulykken på sin vis, med at være til fordel for mig.

Når jeg tænker tilbage på dengang, er det egentlig underligt. Jeg har både været i Rwanda under massakren, hvor jeg kørte hen over lig på vejene, og i Cambodia under oprøret, hvor jeg blevet troet med maskingeværer. Men det værste jeg har prøvet på alle mine rejser, er stadig noget så ”normalt” som et biluheld.