I denne uge har Vilde Verden interviewet et ægtepar med to vidt forskellige historier. Niels Holstein fortæller om sin værste oplevelse i Tanzania, mens Katharina Knudt beskriver en picnictur i Kenya, der tog en uventet drejning.
af Ditlev Holstein og Christian Heegaard Kongsøre
På picnic i Kenya
”Det skete i Kenya. Jeg
var på ferie med min mand og mine børn, og den dag var der fotosafari på
programmet. Min mand var på tidspunktet på arbejde i Tanzania, så der var ikke
andre tilstede end vores chauffør, Jacob, samt mine børn og jeg. Bilen var
proppet med æg, kylling og meget andet, da vi søgte efter et sted at holde
picnic i vildtreservatet Mazai Mara. Endelig fandt vi et stort træ at sidde ved,
så der steg jeg ud af bilen, tog en pose med mad i den ene hånd og mine børn i
den anden. Pludselig mærkede jeg et klask bagi. Det gjorde ikke ondt, så min
umiddelbare tankegang var, at det var børnene, der havde gjort det. Jeg vendte
mig mod dem og skulle lige til at skælde ud, da jeg mærker posen med mad blive
revet ud af min hånd. Så så jeg den. Det var en udspekuleret bavian, der havde
snuppet posen med mad efter at have brugt klasket som afledningsmanøvre. Jacob
var hurtigt på pletten, og fik jaget den rundt med en kæp. Den var ikke let at
fange, de løb rundt over det hele og bavianen gemte sig under en busk i nærheden. Til sidst
lykkedes det ham at redde maden, der desværre var blevet ret sammenklasket
efter postyret. Men bavianen var ekstremt påtrængende og blev ved, så det endte
med at vi til sidst kørte videre ud i bushen og spiste i fred og fordragelighed
der.
Synet af bavianen var
lettere skræmmende. Ikke nok med at de har enorme hugtænder, men der gik også
en historie om en mand, som havde fodret en bavian med chili. Bavianens flok
var derefter kommet og slået manden ihjel. De er overhovedet ikke bange for
mennesker. Jeg har også på et tidligere besøg i Kenya været ude for, at de
havde sneget ind i mit telt og forsøgt at stjæle mine sko. Det er bavian nok
til en livstid, synes jeg.”
Glem selen, red livet
Jeg var på en handels rejse i
Sydafrika. Jeg skulle købe noget træ, som jeg ville sælge videre
til Peru. De skulle bruge til elmaster. Jeg var oppe ved grænsen til
Mozambique for at kigge på nogle skovområder der. Jeg skulle snart
videre til den nærmeste lufthavn, for at flyve til Durban hvor jeg
også skulle købe træ. Det var blevet aften før vi kom af sted
imod lufthavnen. Aftenerne og nætterne i Sydafrika er ikke som de
lyse sommer aftener herhjemme. Dernede bliver det hurtigt helt mørkt,
og vi kunne ikke se længere en bilens lygter tillod foran os. Det
var en fin motorvej, og turen gik foreløbigt uden problemer. Jeg sad
oppe foran i bilen, på passager sædet, ved siden af chaufføren.
Jeg havde en peruansk tekniker, fra det firma som jeg handlede med,
med mig. Han sad omme bag i bilen. Da vi havde kørt i nogle timer,
uden at der var sket noget spændende, blev mørket foran os på
vejen, pludseligt et endnu mere uigennemtrængeligt mørke. Jeg nåede
kun lige at tænke den tanke til ende, da der ud af ingen ting,
virkede det som om, dukkede en stor lastbil op på vejen, som var
væltet om på siden. Den var ikke mere end femten meter foran os da
vi fik øje på den, og vi kørte med høj fart, så der var ingen
mulighed for at bremse. Hvad der føltes som et sekund senere, hamrede vi lige ind i lastbilens førerhus. Jeg fik et kort glimt af
de to der sad i førerhuset, før jeg selv blev slynget ud af mit
sæde, ud gennem forruden på bilen og endte til sidst oppe på
lastbilens kølerhjelm...
Da jeg kiggede rundt oppe fra
kølerhjelmen kunne jeg konstatere at jeg havde været ekstremt
heldig. Jeg var stort set ikke kommet noget til i min flugt i luften.
Det eneste der var sket mig, var at jeg blødte fra mange sår i mit
ansigt, fra de glasskår der havde ramt mig, da jeg røg igennem
ruden. Udover det var jeg uskadt. Da jeg fik kravlet ned fra
lastbilen, fandt jeg ud af, hvor heldig jeg egentlig havde været. Da
vi havde kørt ind i lastbilens førerhus havde vi nemlig smadret det
fuldstændig. De to i førerhuset var blevet knust, og jeg så
legemsdele der var blevet kastet fra lastbilen ud i begge grøfter.
Mere nåede jeg ikke at se, før at situationen eskalerede endnu
mere. Vi var åbenbart ikke de eneste der ikke havde kunne se noget,
for uden varsel kørte der to andre personbiler ind i siden på
lastbilen, kort fra hvor jeg stod. Der var intet jeg kunne gøre for
dem i bilerne, da begge biler krøllede fuldkommen sammen, og den ene
brød ud i brand. Alle i de to biler døde ved sammenstødet, otte
mennesker i alt, hvor 4 bestod af en børnefamilie med 2 voksne og to
børn.
Jeg brugte den næste halve time, på
at tage billeder af ulykken til forsikringsselskabet. Det var også
først nu at jeg fandt ud af, hvorfor vi ikke havde set lastbilen før
vi gjorde. Dens last havde været flere tons kul, og da den væltede,
væltede det ud på vejen. Kullet havde genreret en sort sky, rundt
om området hvor lastbilen var væltet. Overraskende nok, var jeg
egentlig ikke så lamslået, som jeg måske burde have været. Måske
var jeg i en form for chok, eller måske var det fordi, at jeg stadig
koncentrerede mig om den handelsaftale jeg skulle lave næste dag.
Efter en halv time, kom der ambulance folk til. Jeg havde dog på
samme tur fået at vide af en af mine sydafrikanske venner, at man
ikke skulle stole på de offentlige myndigheder i landet. Så jeg fik
fat i en bil, hvorefter min chauffør, den peruanske tekniker og jeg
tog til et privathospital i Victoria.
Næste dag tog jeg til mit aftalte
møde, og da jeg havde bandager i hele ansigtet, gik mødet rigtig
godt. Fordi skønt jeg egentlig ikke havde gjort noget heltemodigt,
så blev det alligevel set sådan på det, af dem jeg handlede med,
da jeg var taget til mødet, selvom jeg lige havde været ude for en
ulykke. Så i sidste ende endte ulykken på sin vis, med at være til
fordel for mig.
Når jeg tænker tilbage på dengang,
er det egentlig underligt. Jeg har både været i Rwanda under
massakren, hvor jeg kørte hen over lig på vejene, og i Cambodia
under oprøret, hvor jeg blevet troet med maskingeværer. Men det
værste jeg har prøvet på alle mine rejser, er stadig noget så
”normalt” som et biluheld.
